Praktikanter til efteråret 2025
Ambassaden i Kairo søger tre praktikanter for perioden 1. august 2025 - 31. januar 2026 til at arbejde med hhv. politik, handel og energi. Praktikanterne vil hver især blive knyttet til et team, men arbejder også tæt sammen og hjælper med at løse alle opgaver på tværs af ambassaden.
Praktikanterne vil blive en del af en dynamisk og international arbejdsplads i et land, der har en afgørende politisk rolle i Mellemøsten og udøver betydelig handelsmæssig, kulturel og politisk indflydelse på hele regionen. Sammenholdt med de forandringer landet gennemgår i disse år, gør det Egypten til et utroligt spændende sted at arbejde.
Praktikanternes opgaver er alsidige og løses både selvstændigt og i samarbejde med andre af ambassadens medarbejdere. Som praktikant får du et solidt indblik i arbejdet på en dansk ambassade og en forståelse af, hvordan den diplomatiske proces fungerer i praksis.
Praktikant til det politiske team, Ref.nr. POL-1
Det politiske team beskæftiger sig med en bred vifte af temaer inden for det politiske område herunder indenrigspolitiske og regionale spørgsmål, sikkerhed, menneskerettigheder, klima og migration.
Dine opgaverne vil bl.a. bestå af:
- Research og monitorering af den politiske situation i Egypten og regionen med henblik på udarbejdelse af nyhedsoverblik, briefinger og baggrundsnotater.
- Mødedeltagelse og networking med relevante lokale og internationale aktører.
- Ad hoc opgaver, bl.a. administration af mindre udviklingsbevillinger, herunder feedback på projektbeskrivelser og evalueringer, samt teknisk støtte til projekter og partnere
Praktikant til handelsteamet, Ref.nr. TC-1
Handelsteamet aretager Danmarks kommercielle interesser i Egypten og samarbejder bredt i MENA-regionen. Handelsafdelingen yder assistance til danske virksomheder og fremmer investeringer mellem Danmark og Egypten.
Dine opgaverne vil bl.a. bestå af:
- Bidrag til analyseaktiviteter, der har til formål at fremme dansk eksport, f.eks. indsamling af markedsinformation og udarbejdelse af sektoranalyser.
- Agerer kontaktperson for danske og egyptiske virksomheder mht. det daglige arbejde, herunder mødedeltagelse og networking med relevante aktører
- Ad hoc opgaver, bl.a. planlægning af møder, outreach og assistance til Danish Business Club in Cairo.
Praktikant til energiteamet, Ref.nr. POL-2
Energiteamet er ansvarlige for myndighedssamarbejdet mellem Danmark og Egypten inden for vedvarende energi. Teamet har ansvar for ambassadens tværgående arbejde på energi- og klimaområdet samt for bæredygtighed på ambassaden.
Dine opgaverne vil bl.a. bestå af:
- Research og monitorering af udviklingen på energi- og klimaområdet i Egypten og regionen med henblik på udarbejdelse af nyhedsoverblik, briefinger og baggrundsnotater.
- Mødedeltagelse og networking med relevante aktører.
- Assistance i forbindelse med planlægning af møder og delegationsbesøg
- Ad hoc opgaver, bl.a. kontakt med danske offentlige og private aktører inden for energiområdet, udarbejdelse af konkrete projekter, herunder ansøgning om midler etc.
- Bidrag til at gøre ambassaden bæredygtig.
- Assistance i forbindelse med ambassadens samarbejde med Danida Fellowship Center.
Kommunikation
Alle tre praktikanter løser tværgående opgaver for hele ambassaden og deltager desuden i ambassadens kommunikationsgruppe og er løbende med til at udvikle ambassadens eksterne kommunikationsflade. Praktikopholdet giver dermed også god mulighed for at få praktisk erfaring med kommunikation og public diplomacy. Ambassaden har en hjemmeside og er derudover aktiv på Facebook, Twitter, Instagram og LinkedIn.
Generelle forventninger
Vi forventer, at du:
- Har en bachelorgrad fra en relevant uddannelse med en stærk faglighed og flair for research, analyse og præsentation af information.
- Er fleksibel, initiativrig, og detaljeorienteret samt i stand til at holde overblik, prioritere opgaver og strukturere en travl arbejdsdag.
- Har stærke kommunikative evner både mundtlig og skriftligt på dansk og engelsk. Arabiskkundskaber vil være en fordel, men er ikke et krav.
- Er god til at samarbejde og befinder dig godt i et interkulturelt miljø.
- Har lyst til at bo i en pulserende storby og har kendskab til og interesse for mellemøstlig politik, historie og kultur.
Ambassaden
Den danske ambassade i Kairo er en mellemstor ambassade med 28 medarbejdere. Vi følger den politiske udvikling på alle niveauer og er løbende i dialog med multilaterale, statslige og ikke-statslige aktører i Egypten. Vi er ligeledes i tæt kontakt med danske virksomheder og arbejder for at fremme investeringer mellem Danmark og Egypten. Ambassaden har et flerårigt tæt sektorsamarbejde inden for vedvarende energi mellem Danmark og Egypten, ligesom Danmark og Egypten netop har indgået et strategisk partnerskab. De mange forskelligartede lokale og internationale organisationer og firmaer samt det høje antal ambassader gør Kairo til en levende og spændende by at arbejde og bo i.
Hvem kan komme i praktik?
Du skal være studerende og under hele praktikopholdet være tilmeldt en højere uddannelsesinstitution på bachelor- eller kandidatniveau. Hvis du er udenlandsk statsborger, skal du have boet i Danmark i mindst 3 år på ansøgningstidspunktet, have fast bopæl i Danmark og under hele praktikopholdet være indskrevet på et studie på en højere læreanstalt i Danmark.
Det er en betingelse, at du kan sikkerhedsgodkendes af de danske myndigheder, og at du opretholder din sikkerhedsgodkendelse under hele praktikopholdet. Der vil blive indhentet referencer i forbindelse med sikkerhedsgodkendelsen.
Vi gør opmærksom på, at man kun kan have ét praktikophold i den danske udenrigstjeneste.
Ferie og arbejdstid
Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer ugentligt (inkl. frokostpause). Du optjener 2,08 feriedage pr. måneds praktik svarende til 12,5 dag i løbet af dit 6-måneders praktikophold. Hvis dit studie forlanger, at du skriver en større akademisk opgave i forbindelse med dit praktikophold, vil du desuden kunne få visse skrive-fridage (antallet fastsættes af repræsentationen baseret på krav til omfang og kompleksitet af opgaven, men vil aldrig kunne overstige 10 dage).
Refusion af visse udgifter
Praktikopholdet er ulønnet, men der ydes en kompensation på kr. 4000 pr. måned til dækning af dokumenterede udgifter til logi, transport, forsikring og andre udgifter, der knytter sig til praktikopholdet.
De fleste praktikanter vil desuden have mulighed for at medtage deres SU, men det bør du selv søge afklaret med Styrelsen for Videregående Uddannelser.
Hvordan ansøger man?
Du søger praktikophold på ambassaden i Kairo ved at udfylde og indsende et elektronisk ansøgningsskema via dette link. Linket er aktivt fra den 10. februar-10. marts 2025.
I ansøgningsskemaet bliver du bedt om at angive dine prioriteter. Her skal du vælge det relevante referencenummer, der er angivet ud for hver praktikantstilling. Du kan kun søge praktikantstillinger på ambassaden i Kairo via ovenstående link og kun anvende de ovenfor angivne referencenumre.
Hvis du – parallelt hermed – ønsker at søge praktikantstillinger på andre repræsentationer, skal du gå til deres hjemmesider, og søge via deres ansøgningslink. Hvis du søger praktikophold på flere forskellige repræsentationer, kan den enkelte repræsentation se, hvilke andre repræsentationer, du har søgt.
Når du ansøger om en praktikantstilling, skal du uploade CV (på engelsk), motiveret ansøgning (max 1 side på dansk) og eksamensbevis/karakterer. Herudover kan du vælge at uploade andre relevante dokumenter, f.eks. udtalelse fra arbejdsgiver eller uddannelsesinstitution, hvis du mener, det har relevans for din ansøgning.
Din motiverede ansøgning bør max. fylde én side, skrives på hvidt papir, og den bør indeholde en beskrivelse af, hvorfor du ønsker et praktikophold, hvad du gerne vil have ud af praktikopholdet, og hvad du har af relevant erfaring og færdigheder (gerne også på sprogområdet) ift. den konkrete praktikantstilling.
Har du spørgsmål til praktikopholdet, er du velkommen til at kontakte handelsrådgiver Mohamed Gabril (mohels@um.dk), politisk medarbejder Linnea Kjølstad Larsen (linlar@um.dk)
eller sektorrådgiver Kristian Mehl (krimel@um.dk).
Varighed og ansøgningsfrister
Vi søger praktikanter to gange årligt, og praktikopholdet er på seks måneder.
Forårsholdet: 1. februar – 31. juli
- Deadline for ansøgning til dette hold er den 10. september året forinden
Efterårsholdet: 1. august – 31. januar
- Deadline for ansøgningen til dette hold er den 10. marts samme år