Gå til indhold

Midlertidig pas (Nødpas)

Et nødpas (også kaldet provisorisk pas) kan udstedes når det ikke vil være muligt at udstede et nyt pas i tide eller forlænge gyldighedstiden for et eksisterende pas.

Hvis den påkrævede dokumentation er til stede, kan nødpasset udstedes på stedet. OBS:

Et dansk nødpas udstedes kun for det tidsrum, som er påkrævet af hensyn til rejsens varighed, og ikke ud over et år. Nødpasset skal sendes til Borgerservice i Danmark eller en dansk repræsentation i udlandet efter udløb eller afleveres ved afhentning af nyt pas.

Vær venligst opmærksom på, at det danske nødpas ikke godkendes som rejselegitimation i visse lande, så hvis du planlægger at rejse rundt i andre lande på vej hjem til Danmark, skal du undersøge med disse landes repræsentationer, om de anerkender det danske nødpas.
Hvis du blot skal mellemlande uden ophold i andre lande på vej hjem til Danmark, kan du sagtens rejse på et dansk nødpas.

Ansøgning om et nødpas skal ske ved personlig henvendelse på ambassaden, og du skal medbringe følgende:

  • 1 stk. ansøgningsskema udfyldt og underskrevet.
  • 1 stk. pasfoto - Klik her for at se politiets krav til pasfotos
  • Gammelt pas eller kørekort eller kopi heraf. Hvis både pas og kørekort er bortkommet, og der ikke findes en kopi, skal der forelægges en kopi af din fødselsattest. Sygesikringskort eller anden billedlegitimation vil kun betragtes som supplerende dokumentation.
  • Gebyr for nødpas: (Vi modtager kontanter i Egyptiske Pund).
  • Hvis dit gamle pas er stjålet eller bortkommet på anden vis, skal dette meldes til det lokale politi, og der skal vedlægges en kopi af politirapporten, oversat til engelsk.

 Den danske repræsentation skal kontakte politiet i Danmark for at verificere ansøgers identitet samt indhente tilladelse til at udstede et nødpas.

I det tilfælde at et nødpas skal udstedes udenfor konsulatets normale åbningstid udløses et gebyr.

I det tilfælde at en konsulær medarbejder ekstraordinært skal åbne ambassaden på en lukkedag for at udstede et nødpas opkræves et ekstra gebyr.

Du kan booke din tid her.