Gå til indhold

Praktikanter til den danske ambassade i Kairo

Praktikplads i udenrigstjenesten

Et praktikophold i den danske udenrigstjeneste byder på masser af muligheder og giver dig lejlighed til at få indblik i dansk diplomati og at prøve dine færdigheder af i et internationalt miljø. Som praktikant vil du indgå som en integreret del af den afdeling/team, du tilknyttes, og du vil få tildelt en vejleder i afdelingen/teamet. De konkrete opgaver, som du vil skulle varetage, varierer afhængig af, hvilken afdeling/team du tilknyttes. 

Den danske ambassade i Egypten har tre praktikpladser i følgende teams:

Praktikant i det politiske team, ref.nr. POL-1

Som praktikant i det politiske team vil du få mulighed for at få indgående kendskab til Egypten og regionens politiske situation. Teamet beskæftiger sig med en bred vifte af temaer inden for det politiske område herunder indenrigspolitiske og regionale spørgsmål, sikkerhed, menneskerettigheder, klima, migration og kultur.
Hovedopgaverne vil bestå af:

  • Research og monitorering af den politiske situation i Egypten og regionen med henblik på udarbejdelse af bl.a. nyhedsoverblik, briefinger, baggrundsnotater og indberetninger.
  • Mødedeltagelse og networking med relevante lokale og internationale aktører. 
  • Assistance i forbindelse med planlægning af møder og delegationsbesøg. 
  • Ad hoc opgaver, bl.a. administration af mindre udviklingsbevillinger, herunder feedback på projektbeskrivelser og evalueringer, samt teknisk støtte til projekter og partnere

Hvis du har spørgsmål til praktikantstillingen, kan du rette henvendelse til Thea Amalie Jensen på thjens@um.dk

Praktikant i handelsafdelingen, ref.nr. TC-1

Teamet varetager bl.a. Danmarks kommercielle interesser i Egypten, og som praktikant vil du blive en del af et større dynamisk team i MENA-regionen. Rollen som praktikant består hovedsageligt i at bistå teamet i at yde assistance til danske virksomheder samt fremme investeringer mellem Danmark og Egypten.
Hovedopgaverne vil bestå af:

  • Bidrag til analyseaktiviteter, der har til formål at fremme dansk eksport eller kortlægge økonomiske udviklinger i Egypten, f.eks. indsamling af økonomiske nøgletal, markeds information
    og 
    udarbejdelse af sektoranalyser.
  • Mødedeltagelse og networking med relevante aktører, herunder danske og egyptiske virksomheder.
  • Ad hoc opgaver, bl.a. planlægning af møder, outreach og assistance til Egyptian Danish Business Council.

Hvis du har spørgsmål til praktikantstillingen, kan du rette henvendelse til Hanzada Farid på hanfar@um.dk

Praktikant i energiafdelingen, ref.nr. POL-2

Energiteamet er ansvarlige for myndighedssamarbejdet mellem Danmark og Egypten inden for vedvarende energi. Du vil blive en del af teamet og samtidig støtte ambassadens tværgående arbejde på energi- og klimaområdet samt arbejdet med bæredygtighed på ambassaden.
Hovedopgaverne vil bestå af:

  • Research og monitorering af udviklingen på energi- og klimaområdet i Egypten og regionen med henblik på udarbejdelse af bl.a. nyhedsoverblik, briefinger og baggrundsnotater.
  • Mødedeltagelse og networking med relevante aktører.
  • Assistance i forbindelse med planlægning af møder og delegations besøg
  • Ad hoc opgaver, bl.a. kontakt med danske offentlige og private aktører inden for energiområdet, udarbejdelse af konkrete projekter, herunder ansøgning om midler, etc.

Hvis du har spørgsmål til praktikantstillingen, kan du rette henvendelse til Kristian Mehl på krimel@um.dk
Varighed og ansøgningsfrister
Vi søger praktikanter to gange årligt, og praktikopholdet er på seks måneder.

Forårsholdet: 1. februar – 31. juli
Deadline for ansøgning til dette hold er den 10. september året forinden

Efterårsholdet: 1. august – 31. januar
Deadline for ansøgningen til dette hold er den 10. marts samme år

Krav 
Du skal være studerende og under hele praktikopholdet være tilmeldt en højere uddannelsesinstitution på bachelor- eller kandidatniveau. Hvis du er udenlandsk statsborger, skal du have boet i Danmark i mindst 3 år på ansøgningstidspunktet, have fast bopæl i Danmark og under hele praktikopholdet være indskrevet på et studie på en højere læreanstalt i Danmark.

Det er en betingelse, at du kan sikkerhedsgodkendes af de danske myndigheder, og at du opretholder din sikkerhedsgodkendelse under hele praktikopholdet. Der vil blive indhentet referencer i forbindelse med sikkerhedsgodkendelsen.

Vi gør opmærksom på, at man kun kan have ét praktikophold i den danske udenrigstjeneste.

Kvalifikationer 
Vi leder efter studerende med gode analytiske evner, gå-på-mod og et stort engagement samt en nysgerrig, kreativ, åben og positiv tilgang til opgaveløsningen. Du må meget gerne komme med gode eksempler på disse kvalifikationer i din ansøgning. Derudover forventer vi, at du har gode dansk- og engelskkundskaber samt kendskab til MS Office Package (PowerPoint, Excel & Word).

Opholdet skal bidrage til din uddannelse og vil foregå under vejledning af en akademisk medarbejder. Vi anbefaler, at du, inden du søger om et praktikophold, undersøger, hvilke akademiske krav din uddannelsesinstitution stiller til dig i forbindelse med et praktikophold. 

Ferie og arbejdstid
Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer ugentligt (inkl. frokostpause). Du optjener 2,08 feriedage pr. måneds praktik svarende til 12,5 dag i løbet af dit 6-måneders praktikophold. Hvis dit studie forlanger, at du skriver en større akademisk opgave i forbindelse med dit praktikophold, vil du desuden kunne få visse skrive-fridage (antallet fastsættes af repræsentationen baseret på krav til omfang og kompleksitet af opgaven, men vil aldrig kunne overstige 10 dage).

Bolig og forsikringer
Ambassaden stiller en lejlighed til rådighed, som du deler med de to andre praktikanter. Du skal for egen regning tegne forsikring, der dækker hjemrejse ved sygdom og død samt ansvar uden for arbejdstider). 

Refusion af visse udgifter
Praktikopholdet er ulønnet, men der ydes en kompensation på kr. 1.500 kr. pr. måned til dækning af dokumenterede udgifter til transport, forsikring og andre udgifter, der knytter sig til praktikopholdet. Ambassaden stiller en lejlighed til rådighed.
De fleste praktikanter vil desuden have mulighed for at medtage deres SU, men det bør du selv søge afklaret med Styrelsen for Videregående Uddannelser.

Hvordan ansøger man?
Du søger praktikophold på den danske ambassade i Egypten ved at udfylde og indsende et elektronisk ansøgningsskema – klik Talent Recruiter | by Talentech. Linket er aktivt fra den 10. august-10. september 2025.

I ansøgningsskemaet bliver du bedt om at angive dine prioriteter. Her skal du vælge det relevante referencenummer, der er angivet ud for hver praktikantstilling. Du kan kun søge praktikantstillinger på den danske ambassade i Egypten via ovenstående link og kun anvende de ovenfor angivne referencenumre. 

Hvis du – parallelt hermed – ønsker at søge praktikantstillinger på andre repræsentationer, skal du gå til deres hjemmesider, og søge via deres ansøgningslink. Du må gerne søge flere repræsentationer, dog max. 10 repræsentationer. Hvis du søger praktikophold på flere forskellige repræsentationer, kan den enkelte repræsentation se, hvilke andre repræsentationer, du har søgt.

Når du ansøger om en praktikantstilling, skal du uploade CV, motiveret ansøgning og eksamensbevis/ karakterer. Herudover kan du vælge at uploade andre relevante dokumenter, f.eks. udtalelse fra arbejdsgiver eller uddannelsesinstitution, hvis du mener, det har relevans for din ansøgning.

Din motiverede ansøgning bør max. fylde én side, skrives på hvidt papir, og den bør indeholde en beskrivelse af, hvorfor du ønsker et praktikophold, hvad du gerne vil have ud af praktikopholdet, og hvad du har af relevant erfaring og færdigheder (gerne også på sprogområdet) ift. den konkrete praktikantstilling.

Hvis du har spørgsmål til praktikophold på den danske ambassade i Egypten, er du velkommen til at kontakte os på caiamb@um.dk. Deadline for din ansøgning er 10. september 2025.